Andersen Partners opruster med kinesisk specialteam inden for jura

article-image

Andersen Partners opruster med kinesisk specialteam inden for jura

Advokat Henrik Bornebusch tiltræder som partner i advokatfirmaet Andersen Partners. Han kommer til at stå i spidsen for et kinesisk specialteam, som også vil bestå af en erfaren kinesisk advokat og en advokatfuldmægtig. Teamet udgør Andersen Partners rådgivning om kinesiske forhold via Chinese Desk.

Andersen Partners Advokatfirma er et full-service advokatfirma med 100 medarbejdere, der til stadighed opruster på centrale, internationale kompetencer, som private og offentlige virksomheder efterspørger. Det er i den forbindelse, at advokat Henrik Bornebusch indtræder som partner.

Henrik Bornebusch har i de seneste tre år drevet advokatfirmaet Factory Law i Odense, hvor han – med den kinesiske advokat Xue Xue i spidsen – har opbygget en dansk Chinese Desk. Advokatfuldmægtig Lonnie Petersen har også været en del af indsatsen, og de tre repræsenterer nu Andersen Partners, som har kontorer i Kolding, Odense, København og Hamborg. Advokatfirmaet løser i forvejen mange internationale opgaver via bl.a. deres egen German Desk og det globale netværk PANGEA.   

Bygge bro mellem Europa og Kina
Den nye Chinese Desk skal assistere kinesiske virksomheder, kommuner og offentlige institutioner i juridiske forhold omkring forretningsetablering og forretningsudvikling.

”Vores Chinese Desk er en stærk forretningspartner og rådgiver i relation til forretningsudvikling og -strategier. En af de helt afgørende forudsætninger for succes i Kina er en grundlæggende forståelse for den store kulturelle forskel, der er mellem Europa og Kina og den måde, man driver forretning på. Det er ofte det, der går galt, når europæiske og kinesiske virksomheder og investorer laver forretning,” siger Henrik Bornebusch.

Han har selv arbejdet i Kina gennem flere år, og ser det som en stor styrke, at han arbejder tæt sammen med den kinesiske advokat Xue Xue, som foruden den kinesiske jura kender den kinesiske kultur indgående.

Stor efterspørgsel efter kinesisk specialviden
Jon Stefansson, partner i Andersen Partners, siger om det kinesiske specialteam: ”Efterspørgslen efter juridisk rådgivning i høj kvalitet om kinesiske forhold samt rådgivning til kinesiske virksomheder og staten, der ønsker at etablere forretning i Danmark eller samarbejde med Danmark, stiger hele tiden. Derfor er Henrik Bornebusch og hans team en vigtig del af vores oprustning inden for strategisk vigtige internationale kompetencer”.

Henrik Bornebusch og hans team rådgiver europæiske kunder om alle juridiske aspekter i Kina i forhold til firmaetablering, drift, etablering af partnerskaber samt varemærkeregistrering og beskyttelse af ejendomsrettigheder. Herudover rådgiver de om det kinesiske marked og hjælper europæiske kunder med at finde relevante forretningspartnere i Kina, implementere PR og udføre andre relevante aktiviteter.

House of Denmark
Gennem de senere år har Henrik Bornebusch og hans kolleger desuden etableret en juridisk enhed i Kina og opbygget House of Denmark – et initiativ, som er finansieret af den kinesiske regering og skal være spydspidsen for specielt danske virksomheder og deres etablering i Kina. Ønsket er, at House of Denmark kommer til at fungere som ’one point of contact’ for danske og europæiske virksomheder i forhold til etablering i Kina og omvendt for kinesiske virksomheder i Danmark.