Andersen Partners åbner nyt kontor i Flensborg

article-image

Andersen Partners åbner nyt kontor i Flensborg

Danmark og Tyskland har stor samhandel. Det mærker Andersen Partners Advokatfirma i form af stor efterspørgsel efter juridisk rådgivning om grænseoverskridende forhold. Derfor åbner advokatfirmaet i dag kontor nummer to i Tyskland – denne gang i Flensborg lige ned til fjorden.

Andersen Partners Advokatfirma, med hovedsæde i Kolding, åbnede i 2014 sin første tyske afdeling i Hamborg med én medarbejder. Siden er afdelingen vokset til otte tyske advokater og tre assistenter, der udgør et specialteam inden for dansk-tyske retsforhold.

”Der skal entusiasme og hårdt arbejde til, når man skal løbe en afdeling i gang i et nyt område,” udtaler partner og afdelingschef Patrick Mader. Han fortsætter:

”Vi er derfor rigtig glade for den opbakning og succes, vi har fået, som nu danner basis for, at vi vælger at etablere os i Flensborg også. Alle vores tyske advokater og medarbejdere taler både dansk og tysk, og det opleves af klienterne som en stor fordel, når vi skal hjælpe dem med deres forretninger på tværs af den dansk- tyske landegrænse. Det koncept vil vi fortsætte med i Flensborg”.

Voksende potentiale i grænseregionen

Thilo Wind, partner og advokat i Andersen Partners Advokatfirma, skal stå i spidsen for det nye kontor i Flensborg. Han siger: ”Vi oplever et voksende behov for juridisk rådgivning på tværs af grænsen. Jeg ser derfor frem til at skulle drive opstarten af kontoret i Flensborg. Jeg har været med til at vækste kontoret i Hamborg i næsten fem år, og nu går jeg all-in på den nye opgave.”

Derfor er han efter 15 år i Hamborg flyttet til Flensborg med sin familie.

”Jeg ser frem til at lære Flensborg nærmere at kende. Jeg er selv dansk gift og mine børn vokser op med begge sprog. Det er derfor naturligt for mig ikke blot at forstå de faglige udfordringer, som vores kunder har, men også vejlede dem i relation til kulturelle og sproglige særkender mellem de to lande,” siger Thilo Wind.

Stærkt netværk

Andersen Partners Advokatfirma har også et eksisterende og velfungerende netværk i grænseregionen, der bidrager til at give kunderne en merværdi i rådgivningen.

”Vi værdsætter meget samarbejdet med Andersen Partners på det danske-tyske område og glæder os over åbningen af det nye kontor i Flensborg,” siger administrerende partner, Christian Kuth, fra tyskrevision.

Birgit Thomas, partner i dantax, ønsker også Andersen Partners velkommen i Flensborg med den nye afdeling og tilføjer, at de er glade for, at Flensborg som lokation bliver styrket med det nye kontor og ser frem til det fortsatte gode samarbejde.

Dr. Ludwig Allkemper, som bl.a. er formanden for Business Tyskland e.V., ønsker Andersen Partners og Thilo Wind hjertelig velkommen i Flensborg og supplerer med, at de er glade for, at der med Andersen Partners kommer et af de førende dansk-tyske advokatfirmaer til Flensborg. Det dokumenterer, hvor vigtig Flensborg er som by for grænseoverskridende Business.

Kontor ved Flensborg Fjord

Det nye kontor i Flensborg åbner nu på adressen Am Fördeufer 6, 24944 Flensborg. Som navnet siger, så er det lige ved Flensborg fjord.

Ved åbningen af det nye kontor i Flensborg har Andersen Partners Advokatfirma et specialteam inden for dansk-tyske forhold repræsenteret med kontorer i både Hamborg, Flensborg, København og Kolding. 

Fakta:

Andersen Partners Advokatfirma er medlem af/samarbejder med følgende dansk-tyske netværk: CBBL – Cross Border Business Lawyers, Dansk -Tysk Handelskammer i København, Hamburg Invest, Den Tyske Ambassade i København, Udenrigsministeriets Eksportråd i Berlin, Danmarks Generalkonsulat i Hamborg, Germany Trade & Invest (GTAI) i Berlin, Dansk Business Club i Hamborg samt Business Tyskland i Flensborg.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Thilo Wind, partner og advokat i Andersen Partners, tlf.: +49 (0) 461 167 234 11, mail: twi@andersen-partners.dk