Advokatfirma opruster på ejendomsviden i dansk-tysk specialteam

article-image

Advokatfirma opruster på ejendomsviden i dansk-tysk specialteam

Andersen Partners Advokatfirma oplever, at handel med ejendomme på kryds og tværs af den dansk-tyske grænse betyder øget efterspørgsel efter juridisk rådgivning. Derfor ansætter advokatfirmaet nu endnu en advokat, Sören Dempe, til sin dansk-tyske specialenhed. Advokatfirmaet er det eneste danske advokatfirma med en fuldt bemandet specialenhed i Tyskland.

Advokat Sören Dempe har den 1. november første arbejdsdag i advokatfirmaet Andersen Partners dansk-tyske specialenhed i Tyskland. Hans rådgivning inden for fast ejendom bliver efterspurgt, når danske virksomheder og investorer køber eller sælger ejendomme i Tyskland. Derudover rådgiver han også i forbindelse med finansiering af ejendomme og inden for handels- og selskabsret.

”Sören Dempe er vores tredje advokat med speciale inden for fast ejendom på tværs af den dansk-tyske grænse. Vi oplever, at kunder i høj grad efterspørger en juridisk rådgivning uden sproglige forviklinger og med indgående kendskab til de forskelle, der er mellem landene. Det gælder både med hensyn til de kulturelle forskelle og juraen,” siger advokat og partner Patrick Mader, der leder Andersen Partners Hamborg kontor.

Kontorer i Hamborg og Flensborg
Sören Dempe bliver tilknyttet Hamborg-kontoret, som i dag består af 13 ansatte, herunder ni advokater. Andersen Partners - med hovedkontor i Kolding - har desuden åbnet kontor i Flensborg i 2019, fordi handel mellem Danmark og Tyskland kræver juridisk specialviden. Udover stor viden om grænseoverskridende juridiske forhold taler alle på kontorerne i Tyskland både flydende tysk og dansk. 

Sören Dempe, 37 år, er uddannet cand.jur. fra universiteterne i Göttingen og Münster. Han har været advokat siden 2012 med speciale inden for køb og salg af fast ejendom. Blandt andet har han assisteret en dansk investor med en stor ejendomsportefølje i Tyskland, hvor han har understøttet og rådgivet direktionen i en længere periode. Han kommer fra en stilling som advokat i Hamborg med speciale i ejendomsret.

Født i Danmark – opvokset i Tyskland
Sören Dempe har stor erfaring med at danne bro mellem det danske og tyske.

”Jeg er født i Danmark – min mor er dansk og min far er tysk, og jeg er vokset op i Tyskland. Jeg har hele livet haft en meget tæt tilknytning til Danmark og taler flydende dansk,” siger Sören Dempe, der også var i praktikophold i et dansk advokatfirma under studierne.

Han ser frem til at hjælpe danske virksomheder med ejendomshandler i Tyskland samt andre juridiske spørgsmål rundt om emnet fast ejendom.

Han kommer til at arbejde tæt sammen med advokatkollegerne Christiane Feist og Hauke Wulf, der tilsammen udgør firmaets tyske team for fast ejendom. Desuden er der et stort bagland af kolleger med solid viden om andre erhvervsretlige forhold.

 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Patrick Mader, partner og advokat i Andersen Partners, tlf.: +49 (0)40 34960240, mail: pma@andersen-partners.dk