De nye Incoterms® 2020 – et overblik over ændringerne

De nye Incoterms® 2020 – et overblik over ændringerne

Den 1. januar 2020 trådte Incoterms® 2020 i kraft. Incoterms® 2020 er den seneste revision af Inco-terms®-klausulerne, som Det Internationale Handelskammer (International Chamber of Commerce – ICC) udarbejdede første gang i 1936, og som sidenhen løbende er blevet revideret. Denne artikel har til formål at beskrive de væsentligste ændringer i den nye version.

Af advokat (L), ph.d., Lissi Andersen Roost, advokat Rasmus Hjalte Niess Bak og stud.jur. Sebastian Nissen, Andersen Partners Advokatfirma.

Hvad er Incoterms®?

Incoterms® er et katalog over standardklausuler til brug i nationale og internationale handelskøb. Standardklausulerne regulerer en række forhold mellem sælger og køber, herunder hvem af parterne, der skal afholde omkostninger, sørge for transport og bære risikoen for hændelige begivenheder i forbindelse med leveringen. Kort sagt regulerer klausulerne altså sælgers og købers rettigheder og pligter i forhold levering af salgsgenstanden. Incoterms® er dog ikke sig selv en handelskontrakt og kan ikke erstatte en handelskontrakt, men skal i stedet ses som et supplement hertil. Klausulerne er aftalebaserede og skal derfor aftales for at gælde. 

 

ICC anbefaler, at alle handelskontrakter henviser til Incoterms® 2020 efter den 1. januar i år. Man kan dog fortsat benytte de ældre Incoterms® 2010, men det forudsætter, at der er henvist udtrykkeligt hertil i ens handelskontrakt. 

De væsentligste ændringer i Incoterms® 2020

Ændringerne i Incoterms® 2020 er begrænsede, men dog vigtige.

Sikkerhedskrav

I Incoterms® 2010, som var den første revision af Incoterms®-klausulerne efter terrorangrebene i 2001 og de deraf følgende nye sikkerhedskrav som f.eks. International Ship and Port Facility Security, introducerede man en række sikkerhedsrelaterede minimumsforanstaltninger, som en del af nogle af de enkelte klausuler. Efter en 10-årig tilpasningsperiode er disse ændringer nu langt mere veletable-rede. Derfor fremgår der nu i Incoterms® 2020 en udtrykkelig fordeling af de sikkerhedsrelaterede forpligtelser, som parterne har. 

Ændring i forsikringskrav mellem CIF/CIP

Carriage and Insurance Paid to (CIP) er en klausul til brug for alle transportformer, der indebærer, at sælger anses for at have foretaget levering, når sælger overgiver varerne til en transportør, som sæl-ger afholder omkostninger til. Når dette er sket, bærer køberen risikoen for godsets efterfølgende hændelige undergang. I Incoterms® 2020 har sælger samtidig pligt til at tegne en vareforsikring med udvidet dækning i henhold til Institute Cargo Clauses (A) eller lignende (svarende til en ”all risk-dækning”). Dette er en væsentlig ændring i forhold til Incoterms® 2010, hvor sælger ved CIP blot havde pligt til at tegne en vareforsikring med minimumsdækning i henhold til Institute Cargo Clauses (C) eller lignende.  I den forbindelse erindres det, at klausulerne er aftalebaserede, og at kravene til forsikringsdækning derfor kan fraviges i opad- eller nedadgående retning ved aftale.

 

Cost Insurance and Freight (CIF) er en klausul til brug for søtransport, der indebærer, at sælger anses for at have foretaget levering, når varerne er kommet ombord på et skib, som sælger afholder om-kostninger til. Når dette er sket, bærer køberen risikoen for godsets efterfølgende hændelige under-gang. Ligesom ved CIP kræver denne klausul, at sælger tegner en vareforsikring for transporten. Modsat CIP skal vareforsikringen blot være med minimumsdækning. Der er således ikke sket nogen ændring i CIF-klausulen i forhold til Incoterms® 2010.

 

Årsagen til den differentierede forsikringsdækning skal formentlig findes i, at CIP-klausulen ofte bru-ges ved handel med varer, der har undergået en vis bearbejdning. Der er derfor et behov for øget forsikringdækning. CIF-klausulen benyttes derimod ofte ved handel med uforarbejdede varer, som ikke har undergået samme ressourcekrævende produktion, som f.eks. ved bulktransport, hvorfor der normalvis ikke er samme behov for en mere omfattende forsikringsdækning.

DAT ændres til DPU

I Incoterms® 2010 skete der ved brug af DAT-klausulen (Delivered at Terminal) levering, når sælger havde aflæsset varerne i den angivne terminal. DAT-klausulen er udgået i Incoterms® 2020 og erstat-tet med DPU-klausulen (Delivered at Place Unloaded). Ændringen fra DAT til DPU medfører, at levering ikke behøver ske i en terminal, men kan ske hvilket som helst angivet sted. Risikoen for varernes hændelige undergang overgår fra sælger til køber, når sælger har aflæsset godset på det angivne sted. Det er derfor vigtigt, at sælger sikrer sig, at sælger rent faktisk kan foretage losning på det an-givne sted, herunder at lossemateriel så som truck mv. er tilgængelig.  

Brug af eget transportmiddel

I Incoterms® 2020 fremgår det nu udtrykkeligt af FCA-, DAP-, DPU- og DDP-klausulerne, at sælger og køber kan vælge mellem selv med eget transportmiddel at udføre den del af transporten, som de er forpligtet til eller få en tredjemand til dette. I Incoterms® 2020 fremgik det ikke tydeligt, hvorvidt dette var en mulighed.

FCA ombordkonnossement 

Ved Free Carrier- klausulen (FCA) kan der ske levering og dermed risikoovergang i to forskellige situa-tioner:

i. Når det angivne sted for levering, er sælgers forretningssted, er varerne leveret, når de er læsset på det af køberen arrangerede transportmiddel.

ii. Når det angivne sted for levering, er et andet sted end sælgers forretningssted, er varer-ne leveret, når de ankommet til det angivne sted og klar til aflæsning.

 

Ved brug af FCA-klausulen ved skibstransport opstår der en særlig problematik, når købers betaling skal ske via et Letter of Credit (L/C)/remburs, idet sælger skal bruge et såkaldt ombordkonnossement som dokumentation for, at godset er blevet leveret lastet ombord, og at sælger ”har nøglen til la-sten”.

 

Som noget nyt kan køber og sælger under FCA aftale, at køber skal instruere sin søtransportør om at udstede og udlevere ombordkonnossementet til sælger, selvom køber er transportørens ordregiver. Herved sikres sælger den til rembursen nødvendige dokumentation.

 

Konklusion

Inden de nye Incoterms® blev offentliggjort, blev der talt og skrevet om nogle langt mere omfatten-de og banebrydende ændringer, herunder tilføjelse af nye Incoterms®-klausuler og et farvel til EX Works-klausulen.

 

De faktiske ændringer har været knapt så revolutionerende, men fokus har i stedet været på korrekti-oner og mindre ændringer, der samlet har haft til formål yderligere at skabe klarhed over sælgers og købers rettigheder og forpligtelser ved brug af de enkelte Incoterms®-klausuler. Dette gør det alt andet lige lettere for parterne i national og international løsørehandel at vælge den rigtige klausul i hver enkel handel.

 

Det anbefales derfor at ændre henvisninger i standardkontrakter, salgs- og leverings- eller indkøbsbe-tingelser fra Incoterms® 2010 til Incoterms® 2020, således at de nyeste fortolkningsbidrag fra Inco-terms® 2020 finder anvendelse på parternes aftale. Ændringen bør samtidig være lejlighed til at overveje, om den valgte ”standard”-Incoterms®-klausul stadig er udtryk for praksis og formålstjenst-lig i den daglige samhandel.